Guide: Kophængsler

Intro

Skal du have nye låger i køkkenet, eller er et af dine hængsler gået i stykker og skal skiftes ud, så får du her en komplet guide til at vælge det helt rette kophængsel. Kophængsler kan virke en smule komplicerede, men i denne guide kan du læse alt du skal vide om kophængsler.

  

Udenpåliggende, halvpåliggende eller indeniliggende

Du kan som regel vælge mellem 3 typer: Udenpåliggende, halvpåliggende og indeniliggende hængsler.

Her er der snak om hvordan lågen sidder på dit skab. Når lågen er monteret på dit skab, så dækker den enten delvist eller for hele skabssiden. Den kan også ligge indeni skabet, så den ikke dækker for skabssiden overhovedet.

  • Dækker din låge for hele skabssiden, så er det udenpåliggende (billede 1)
  • Dækker din låge kun delvist for skabssiden (Hvis du har 2 låger der dele skabsside), så er det halvpåliggende (billede 2)
  • Ligger lågen inden i skabet, så er det indeniliggende (billede 3)

  

Kophullet og boremål

Når du har fundet frem til hvilken type hængsel du skal have, er næste skridt at finde ud af hvor stor hængslet skal være. Her skal du vælge den rette kopmål og boremål.

I lågen er der boret et stort hul til selve koppen. Dette er kophullet. Kopmålet er størrelsen på kophullet. Standardmålet for kophullet er altid Ø35 mm. Der kan være nogle få special hængsler hvor kophullet er større eller mindre, men som udgangspunkt så skal kophullet altid være Ø35 mm.

Foran det store kophul er der boret/mærket 2 små huller, hvor hængslet skrues/sættes fast i. Boremålet er afstanden mellem disse 2 huller (dette mål er fra centrum til centrum af disse 2 huller).

Boremål for Häfele Duomatic/Salice hængsler:

Boremålet for Häfele Duomatic/Salice hængsler er enten 45, 48 eller 52 mm.

Borehul for Blum hængsler:

Boremålet for Blum hængsler er altid 45 mm

Borehul for Häfele Metallamat hængsler:

Boremålet for Häfele Metallamat hængsler er altid 48 mm

  

Valg af montageplade

Når du har fundet frem til hvilken type hængsel du skal have, samt hvor stor hængslet skal være, er næste skridt at finde ud af hvilken montageplade du skal bruge. For at kunne vælge den rigtige montageplade skal du kende montagepladeafstanden. Montagepladeafstanden udregnes ud fra lågeoverlægget og kopafstanden.

Montagepladerne fås i et hav af forskellige varianter. De fås både med eller uden krydsmontage, og med eller uden formonterede skruer. Under hver montageplade, kan du vælge montagepladeafstanden.

Lågeoverlæg

Lågeoverlægget benyttes til at se hvor stor montagepladeafstanden skal være, således du kan vælge den rette montageplade. Montagepladeafstanden udregnes ud fra lågeoverlægget og kopafstanden.

Lågeoverlægget kan ved første øjekast virke indviklet, men er i virkeligheden meget simpelt. Det handler om hvor meget af lågen, der dækker skabssiden.

Et let eksempel: Hvis du har en skabsside, der er 18 mm tyk, og du vil have lågen til at dække hele skabssiden, så er dit lågeoverlæg 18 mm. Skal lågen derimod dække halvdelen af skabssiden vil lågeoverlægget i dette tilfælde være 9 mm.

Det kan være svært at måle lågeoverlægget, så derfor kan man alternativ måle tykkelsen på skabssiden og trække afstanden fra lågen og ud til kanten af skabet fra.
Lågeoverlæg = skabstykkelse - afstanden fra lågen og ud til kanten af skabet

OBS!! Ligger din låge inde i skabet (indeniliggende), skal der stadig måles fra yderside af skabssiden. Lægger lågen helt op af skabssiden, er afstanden derfor 0 mm. Er der f.eks. 2 mm luft mellem låge og skabssiden, er lågeoverlægget = -2 mm. Det er vigtigt at angive indeniliggende mål med minus foran, da det gør det nemmere at aflæse tabellerne på produktsiden.

Kopafstanden

Kopafstanden er afstanden fra kanten af lågen ind til kanten af kophullet. På tegningen er dette angivet som mål E.

Montageplade afstand

Montagepladen er den del, der monteres i skabet, som hængslet sættes fast på.

Afstanden på montagepladen er højden på montagepladen, med andre ord så angiver det afstanden mellem hængslet og skabssiden. Dette har betydning for hvor tæt hængslet skubbes ind i skabet, og derved hvor langt lågen skubbes ind. Montagepladen fås med en højde fra 0 til 11 mm.

Eksempel

Når du har fundet det ønskede lågeoverlæg og kopafstanden, sættes tallene ind i tabellen på produktsiden af det hængsel, som du kigger på.

Eksempel: Du har fundet frem til følgende:

  • Du skal bruge et udenpåliggende hængsel
  • Skabssiden har en tykkelse på 18 mm
  • Du ønsker at lågen skal dække hele skabssiden, hvilket vil sige at lågeoverlægget er på 18 mm
  • Kopafstanden (E) er 6 mm

Alle disse oplysninger sættes ind i tabellen. Ud af de ovenstående oplysninger kan vi se at du skal have en montageplade med en afstand på 3 mm.

Hvad gør jeg hvis jeg ønsker at lågeoverlægget skal være 17 mm, men kopafstanden er stadig 6 mm og ikke 5 mm, som der står i skemaet?
Dette har ikke den store betydning, fordi alle hængsler kan sidejusteres med op til flere mm. Så hvis du i stedet ønsker at lågeoverlægget skal være 17 mm, skal du stadig vælge en montageplade med en afstand på 3 mm.

Bonus info

Skabslåger kommer som regel med et forboret kophul til dit hængsel, men hvis dette ikke er tilfældet, kan overstående tabel også bruges til at udregne kopafstanden. Denne information er vigtig, hvis du selv ønsker at lave dine skabslåger.

Men hvis du selv ønsker at bore ud til hængselkopperne i dine låge, så skal du også være opmærksom på minimumsfugen. Denne information er som udgangspunkt ikke tilgængelig på produkterne. Her skal du kontakte os, så sender vi de nøjagtige mål på lågeafstanden på det pågældende hængsel.

  

Andre mål

Minimumsafstand

Minimumsafstand er den afstand der er mellem låge og korpusside. På billedet er målet angivet som A. Nogle hængsler kræver en minimumsafstand mellem lågen og korpus før at hængslet kan fungere optimalt. Dette gælder ikke alle hængsler, men alligevel noget man skal være opmærksom på. Hvis det er gældende for et hængsel, kan det altid ses på produktsiden hvilken afstand der kræves.

Fuge

Fugen er afstanden fra skabes yderside til lågens start. På billedet er målet angivet som F. Minimumsfugen skal bl.a. bruges når man skal vælge en montageplade til meget tykke låger, eller hvis man selv skal bore ud til kophængslet. Denne information er som udgangspunkt ikke tilgængelig på produkterne. Her skal du kontakte os, så sender vi de nøjagtige mål på lågeafstanden på det pågældende hængsel.

Vinkel

Vinkel er blot en betegnelse for hvor mange grader hængslet kan åbnes. Det kan være helt ned fra 45 grader og op til 170 grader. Det er angivet på hvert produkt hvor mange grader et hængsel kan åbne.

  

Antal kophængsler pr. låge

Antallet af kophængsler pr. låge afhænger af:

  • Lågebredde og -højde
  • Lågevægt
  • Lågemateriale

Værdierne på billedet er vejledende og er baseret på standardlågebredde 600 mm.

  

Justeringsmuligheder

Der findes som udgangspunkt 3 forskellige måder at justere et hængsel på. Ikke alle hængsler kan justeres på alle måder, så kig efter dette på produktsiden.

  • Sidejustering
  • Dybdejustering
  • Højdejustering

Justeringsmuligheder for Häfele Duomatic/Salice hængsler

Häfele Duomatic/Salice hængsler er med 3-dimensionelle justeringsmuligheder. Hængslerne kan sidejusteres, højdejusteres og dybdejusteres med en lågespalte på 0,7 mm.

På nedenstående billede kan du se hvordan du justerer hængslet

  

Justeringsmuligheder for Blum hængsler

Blum hængsler er med 3-dimensionelle justeringsmuligheder. Hængslerne kan sidejusteres, højdejusteres og dybdejusteres med en lågespalte på 1,2 mm.

På nedenstående billede kan du se hvordan du justerer hængslet.

  

Justeringsmuligheder for Häfele Metallamat hængsler

Häfele Metallamat hængsler er med 3-dimensionelle justeringsmuligheder. Hængslerne kan sidejusteres, højdejusteres og dybdejusteres.

På nedenstående billede kan du se hvordan du justerer hængslet.

  

Aktivering og deaktivering af dæmpning på Blum hængsler

Du har mulighed for at købe Blum hængsler med integreret dæmpning (Blumotion). Blumotion er Blum udgave af dæmpning, også kendt som soft-close. Blumotion giver en let, dæmpet og lydsvag lukning af dine låger.

Dæmpningen kan aktiveres og deaktiveres, som du ønsker. Eksempelvis ved små og lette låger som lukker hurtig, kan dæmpning om nødvendigt deaktiveres. Nedenstående illustration viser hvordan du aktiverer og deaktiverer dæmpning på dine Blum hængsler med Blumotion.

Related Posts

Information

Betal med kreditkort Betal med kreditkort Betal med kreditkort Betal med kreditkort Betal med kreditkort

Nyeste indlæg

Se flere nye indlæg